Sygdomme der ikke skal behandles med antibiotika

Antibiotika hjælper IKKE på virusinfektioner. Her er eksempler på sygdomme, som skyldes virus og derfor ikke skal behandles med antibiotika.

Akut bronkitis

Bronkitis er betændelse i luftrørets sidegrene (bronkier). Sygdommen skyldes virus og kan derfor ikke behandles med antibiotika, men går næsten altid over af sig selv uden andre former for behandling. Typiske symptomer er hoste og slim i bronkierne, og man kan godt have feber.

Hos mennesker uden kroniske sygdomme vil infektionen forsvinde i løbet af 1-2 uger. Hosten kan dog blive ved meget længere, fordi slimhinderne i bronkierne er irriterede og som regel heler langsomt. Der kan gå op til fire uger, før du føler dig helt rask igen.

Du kan få en bakterieinfektion oven i virusinfektionen. Såfremt du har kronisk sygdom, fx en hjertesygdom eller en lungesygdom, er der større risiko for, at denne er alvorlig. Hvis du har fået en sådan bakterieinfektion vil din læge i nogle tilfælde give dig en recept på et antibiotikum.

Hvad kan jeg selv gøre?

  • Sørg for at drikke meget væske, gerne vand, saftevand eller lignende.
  • For at kunne trække vejret bedre kan du lægge en ekstra pude under hovedet, når du skal sove.
  • Kontakt din læge hvis hosten varer ved i flere uger, hvis du har høj feber, hoster blod op eller har svært ved at trække vejret.
  • Du skal også snakke med din læge, hvis du flere gange om året får længerevarende hoste.

Her finder du flere gode råd til, hvordan du bliver hurtigere rask og mindsker symptomerne.

Forkølelse

Forkølelse er en virusinfektion og kan skyldes flere forskellige typer virus. Den kan ikke behandles med antibiotika, men behandling med antibiotika giver tværtimod risiko for bivirkninger og for resistensudvikling i kroppens naturlige sunde bakterieflora.

Man kan blive forkølet mange gange om året. Dette gælder specielt små børn og de voksne, som er i kontakt med dem.

Hvad kan jeg selv gøre?

  • Bliv hjemme fra arbejde/skole/daginstitution, hvil dig og husk at drikke meget væske, gerne vand, saftevand eller lignende.
  • For at undgå smitte af andre: Husk god hygiejne. Vask dine hænder ofte og nys/host i et papirlommetørklæde eller til nød i ærmet – men ikke i hænderne! Smid lommetørklædet ud, når du har brugt det, og vask så dine hænder. Det samme gælder, hvis du har tørret næse på dit barn.
  • Det er også en god idé at bruge håndsprit jævnligt, når man er forkølet.

Her finder du flere gode råd til, hvordan du bliver hurtigere rask, mindsker symptomerne og undgår smitte af andre.

Kontakt din læge, hvis din forkølelse varer mere end to uger, eller du eller dit barn får mere alvorlige symptomer som fx høj feber, længerevarende og besværlig hoste eller problemer med at få nok væske.

Influenza

Influenza er en virusinfektion, som giver feber, muskelsmerter, snue og hoste. Influenza kan have milde forløb, der mest af alt minder om forkølelse, og mere alvorlige forløb, hvor der både kan være voldsom hoste og/eller symptomer fra hele kroppen med udtalt træthed og udmattelse.

Ligesom forkølelse kan influenza ikke behandles med antibiotika, men der findes medicin som virker mod influenza, såkaldt antiviral medicin. Antiviral behandling af influenzasygdom anbefales til personer, som er i risiko for at udvikle alvorlig influenzasygdom (fx personer med nedsat immunforsvar, hjerte-lunge syge, svært overvægtige og gravide). Medicinen skal tages tidligt i sygdomsforløbet (< 48 timer) for at virke. Behandlingen medfører typisk, at sygdommen afkortes med 1-1½ dag. Antiviral medicin kan også i særlige tilfælde anvendes som forebyggende behandling til risikopersoner, der har været udsat for influenzasmitte samt i forbindelse med en influenza epidemi.

Man kan blive vaccineret mod influenza, og Sundhedsstyrelsen anbefaler hvert år fra oktober vaccination til særligt udsatte grupper (fx ældre, gravide, kronisk syge og svært overvægtige). 

Hvis du har en kronisk sygdom (fx en lungesygdom eller en hjertesygdom) og får symptomer på influenzainfektion anbefales det, at du tager kontakt til din læge med henblik på evt. behandling med antiviral medicin mod virus.

Personer med kronisk sygdom og gravide har også større risiko for at få en alvorlig bakterie-infektion oveni influenzaen. Denne starter ofte ca. 1 uge efter at de første influenza-symptomer viste sig og vil oftest være en lungeinfektion med høj feber og smerter ved hoste. Hvis du får en sådan pludselig forværring af dine symptomer under dit influenza-forløb, er det en god idé at kontakte din læge.

Hvad kan jeg selv gøre?

  • Den bedste reaktion på en mild til middelsvær influenzainfektion er at blive hjemme, hvile og drikke meget, gerne vand, saftevand eller lignende.
  • Afkøl kroppen hvis du har feber (fx brug kun lidt tøj, sov med et lagen i stedet for dyne, brug kølige klude og luft ud i soveværelset).
  • For at undgå smitte af andre: Husk at vaske hænder ofte og nyse/hoste i papirlommetørklæder eller til nød i ærmet. Smid lommetørklædet ud efter brug og vask dine hænder.
  • Det er også en god idé at bruge håndsprit jævnligt, når du har influenza.
  • Søg læge, hvis dine symptomer bliver væsentligt værre, eller hvis du ikke får det bedre inden for 1-2 uger.

Her finder du flere gode råd til, hvordan du bliver hurtigere rask, mindsker symptomerne og undgår smitte af andre.

Post it note