5 gode ting at vide, hvis du har hoste
1. Symptomer
Luftvejsinfektion med hoste er en af de hyppigste årsager til at gå til lægen. Her er de almindelige symptomer: Hoste − enten tør eller med gulligt slim. Ofte hoste både dag og nat. Evt. lidt forkølelse og måske en lille smule feber. Evt. lidt ømhed i brystet, når du hoster.
2. Varighed
Luftvejsinfektion med hoste varer i gennemsnit 18 dage, men det kan vare i op til 4 uger. Bliv tjekket hos lægen efter 2 uger – og før, hvis du får høj feber, er ældre, svækket eller har kronisk sygdom. Hvis hosten varer længere end 4-6 uger, bør du gå til læge og blive tjekket igen.
3. Behandling
Den bedste behandling mod hoste er hvile og rigeligt at drikke – det kan lindre med fx varm te eller kakao. Tag evt. paracetamol. Man ved ikke med sikkerhed, om hostestillende medicin virker på hoste.
Hoste skyldes næsten altid virus, som antibiotika ikke har effekt på. Færre end 1 ud af 10 tilfælde med hoste skyldes bakterier. Selv i disse tilfælde kan dit immunforsvar normalt bekæmpe hoste lige så hurtigt og effektivt som antibiotika – og du bliver skånet for bivirkningerne ved medicinen.
4. Komplikationer
Det er meget sjældent, at der kommer komplikationer til hoste. At du hoster tykt, gulligt slim op, er ikke tegn på, at hosten skal behandles med antibiotika. Det er derimod tegn på, at de hvide blodlegemer arbejder på at bekæmpe infektionen.
5. Rygning
Hvis du ryger, vil det hjælpe meget på hosten, hvis du holder op. Rygere får langt flere luftvejsinfektioner med hoste, de er voldsommere, varer længere og vil oftere give komplikationer, fx lungebetændelse. Få hjælp til rygestop hos lægen eller ved at kontakte Stoplinien, www.stoplinien.dk